Maling, lyserøde kløer & tvivlsomme beslutninger

Helt sikkert. Men hvis du optager det her, så var det min mave, der lavede den lyd. Det var ikke en politisk udtalelse.

Otte meninger, ét badeværelse og absolut ingen respekt for en lukket dør. Jeg lærte at forsvare min aftensmad og forhandle om spejltid. Folk spørger, hvor jeg har mine gadeinstinkter fra. Har du nogensinde prøvet at få den sidste pandekage i den lejlighed?

Farver. Bevægelse. En varevogn med fantastiske bogstaver. Imens forklarede nogen indenfor om et tog, der forlod en station med fyrre miles i timen. Jeg ville vide, hvem der havde malet toget. Det var åbenbart ikke en del af opgaven.

En lille kat med en forfærdelig attitude. Meget selvbiografisk. Nogen pegede på den og sagde: “Hvad skal det forestille?” Min første offentlige anmeldelse. Brutal, men udstillingen var gratis.

Jeg gik hjem og lavede tyve til. Kritik er nyttig, men det er stædighed også.

Mine idéer voksede hurtigere end mit budget. Der er et farligt øjeblik, når man kigger på en helt fornuftig skitse og tænker: “Ja, men hvad nu hvis den var kæmpestor?” Den sætning har skabt de fleste af mine problemer.

Et par wholecars senere havde jeg lært, at en lille fejl i en skitsebog bliver til en meget stor fejl på et tog. Den kan man ikke bare lige dække med sin kaffekop.

Mest erkendelsen af, at jeg havde meget at lære. Jeg kom med selvtillid nok til tre katte og erfaring nok til en halv. Når man ser folk, der virkelig forstår bogstaver, går man hjem og undskylder over for sin skitsebog.

For en gangs skyld lyttede jeg mere, end jeg talte. Min familie nægter stadig at tro på den del.

Bogstaverne skal fungere. Attitude redder ikke et K, der ligner en ødelagt havestol. Tro mig, jeg har prøvet. Jeg kaldte det eksperimenterende. Mine venner kaldte det en stol.

Gode farver hjælper. Gode venner fortæller dig om stolen, før du er færdig med at male den.

Vi diskuterede engang et mærke så længe, at jeg begyndte at få ondt af det. Bare et lille mærke, der prøvede at få en stille eftermiddag.

Men jeg mødte interessante mennesker, og jeg lærte at drikke min kaffe færdig, før nogen bad mig forklare den. Ellers repræsenterede koppen pludselig urban isolation, og jeg havde stadig ikke fået morgenmad.

De AC/DC-guitarer giver mig lyst til at rejse mig og gøre noget. Male, danse, bære en mistænkeligt tung højttaler op ad fire etager.

Snoop Dogg og Eminem har deres fans. Jeg er bare ikke katten, man skal spørge om fællessang. Vi kan selvfølgelig forhandle om playlisten. Jeg er meget fornuftig.

Som regel med AC/DC.

Jeg blev ved med at dukke op, give en hånd med og glemme ting. En tusch. En jakke. En halv sandwich. Til sidst var det nemmere at gøre mig til medlem end at blive ved med at drive et hittegodskontor.

Men i virkeligheden kunne vi bare godt lide at lave ting sammen. Ingen forventede, at jeg blev en anden kat for at passe ind. Det betød meget.

Det er dem, der hjælper dig med at bære ting, når den spændende del er overstået. Alle vil gerne til ferniseringen. Rigtige venner er der bagefter, holder stigen og spørger, hvorfor du brugte så meget tape.

De fejrer det, når noget går godt. Når det ikke gør, kommer de med mad og hjælper dig med at finde ud af, hvad du skal gøre nu. Selvom de stadig vil nævne havestols-K'et.

Jeg ville have noget, folk kunne huske. De lyserøde kløer virkede perfekt. Mærket hjælper, når nogen siger: “Jeg kender dit ansigt, men …”

Det er også praktisk at have sine initialer på tøjet, når ens venner bliver ved med at låne det. Selvom “KC” åbenbart kan betyde “Keep Clothing”. Vi holder crewmøde om det.

Ved en udstilling stod en nervøs kunstner helt alene ved siden af sit værk. Jeg spurgte hende om det og lyttede faktisk. Snart kom andre folk til. Bagefter fortalte hun mig, at hun næsten var gået, før dørene åbnede.

Nogle gange handler det at hjælpe bare om at blive ved siden af nogen, indtil de føler, at de hører til. Det giver mening for mig. Livet bliver bedre, når vi passer lidt på hinanden.

Og jeg kan godt være stille, når det gælder. Der er vidner.

Helt sikkert. Jeg elsker mennesker, men en gang imellem laver mit sociale batteri samme lyd som en tom spraydåse.

Så har jeg brug for et vindue, en skitsebog og at ingen spørger, hvad jeg laver. Især hvis det, jeg laver, er ingenting. Katte har forsket i ingenting i århundreder. Jeg respekterer traditionen.

At vælge, hvordan jeg lever, og acceptere, at mine valg har konsekvenser. Hvis jeg booker et fly klokken seks om morgenen, må jeg møde den version af mig selv, der syntes, det var en god idé.

Vi kommer ikke godt ud af det med hinanden.

Det betyder også at vide, hvornår man skal sige nej. Man behøver ikke takke ja til hver invitation, bare fordi nogen skriver “fantastisk mulighed” med store bogstaver.

For mig er religioner historier, som mennesker har skabt, og jeg vil ikke bygge mit liv op om regler, jeg ikke tror på. Jeg har altid stillet spørgsmål. “Fordi det er det, man skal tro på” har aldrig været et tilfredsstillende svar for mig.

Men mine venner må gerne tro på noget andet. Vi kan være uenige og stadig spise middag sammen. Venlighed betyder meget mere for mig end at vinde en diskussion.

Jeg bliver kun besværlig, når nogen prøver at organisere min sjæl uden at spørge. Min kalender er allerede noget rod.

Det føles ikke rigtigt for mig at spise dyr. Jeg kan bedre lide dem, når de passer deres egne sager.

Til en skeptiker ville jeg lave svampetacos med røgede bønner, avocado og en ordentlig stærk salsa. Så ville jeg lade dem spise deres tredje taco færdig, før jeg spurgte, hvor frygteligt forsømte de følte sig.

Min madlavning har fået folk til at skifte mening. En gang imellem har salsaen fået folk til at ændre rejseplaner.

Stockholm får mig til at sætte tempoet ned og kigge på lyset. Zürich får mig til at tro, at jeg kunne blive organiseret. Barcelona holder mig ude så sent, at jeg glemmer alt, hvad Zürich lærte mig.

Jeg elsker alle tre. Min kuffert ville foretrække, at jeg bestemte mig for én.

Et skarpt sind, venlighed og evnen til at få mig til at grine, når jeg prøver at se mystisk ud.

Pæne poter hjælper. Men hvis du er uhøflig over for tjeneren, kan selv den mest storslåede hale i Europa ikke redde dig.

Og spørg mig om mit arbejde. Lyt rent faktisk til svaret. Det er meget mere tiltrækkende end at læne sig op ad noget dyrt.

Ja. Jeg sagde, at jeg blev for arkitekturens skyld.

Hvilket teknisk set var sandt. Deres lejlighed havde et loft, vægge, flere fremragende vinduer …

Til sidst.

Stil spørgsmål, før du antager noget. Kemi er vidunderligt, men den fortæller dig ikke, om nogen synes, at klokken fem om morgenen er sengetid eller morgenmad.

Og efterlad aldrig din yndlingsjakke som en romantisk gestus. Efterlad en tegning. Du får brug for jakken.

Og vær ærlig. Hvis du tager af sted, så sig det. Lad ikke nogen planlægge en fremtid, mens du i hemmelighed tjekker ind til et fly.

Der er et tidligt katteportræt med øjne, der peger i helt forskellige retninger. Jeg fortalte alle, at hun holdt øje med hele kvarteret.

Helt ærligt holder jeg af hende nu. Hun ser ud, som om hun ved noget, jeg ikke ved.

Jeg ville ikke male hver eneste fejl om. Nogle af dem minder mig om, hvor langt jeg er nået. Andre minder mig om at få noget søvn.

Et fælles kunstrum, hvor folk kan male, lære og mødes uden at føle, at de først skal imponere nogen. Det vil jeg rigtig gerne være med til at bygge op.

Giv mig en mur, et godt hold og et vegetarisk køkken i nærheden. Jeg kan pakke hurtigt.

Det tager længere tid at finde mit pas. Det nyder at have et privatliv.

Kan du lytte? Holder du dine løfter? Vil du ærligt sige til mig, når noget ikke fungerer?

Talent betyder noget, men det gør det også at dukke op. Et geni, der forsvinder, hver gang penslerne skal vaskes, bliver betydeligt mindre tiltrækkende.

Tag nysgerrighed og arbejdslyst med. Du behøver ikke en storslået portfolio for at være en god samarbejdspartner. Men du skal give mig min saks tilbage.

Bliv ved. Nogle vil ikke forstå det, og nogle vil overraske dig. Vær venligere over for dine tidlige værker. Gem de tegninger, du skammer dig over. En dag får de dig måske til at smile.

Og læg noget under den lim. Det er familiens spisebord, skat. Det kommer vi til at høre om i årevis.

Følg musikken, og spørg, hvem der har fået lyserød maling over det hele. Tag vegetarisk aftensmad, en god idé og dig selv med. Pladen har jeg sikkert allerede.

Tag forresten også et par rene overalls med. Der har været en hændelse.

Fornøjelsen er min. Brug venligst et pænt billede. Og hvis du nævner hændelsen, så beskriv den som et farvestudie.